Tyskland

Tag din praktik i Tyskland, Danmarks nærmeste nabo mod syd. Den nordligste del af Tyskland minder meget om Danmark mht. klima, landskab og landbrug, mens Midt- og Sydtyskland er mere bakket eller bjergrigt med højder på op til 1000 m. Det er her, druerne til de tyske hvidvine dyrkes på skråningerne langs de store floder som Mosel og Rhinen.

Mens der dyrkes forskellige afgrøder i floddalene, bliver de højere liggende områder brugt til græsning for malke- og kødkvæg. Det tidligere Østtyskland er meget forskelligt fra resten af landet, ikke mindst landbruget, hvor store enheder stadig spiller en vigtig rolle.

Både natur, lokale traditioner og endog sproget kan variere meget fra egn til egn. En ting du kan være sikker på er, at tyskerne er et venligt og ofte festligt folkefærd. Tyskland er klart et oplagt praktikland, hvis du vil opleve en anden kultur uden at rejse langt væk.

Du kan blive placeret i hele Tyskland. I Østtyskland vil produktionerne ofte være størst. Her kan man f.eks. finde planteavlsbedrifter på op til 3000 ha.

Du kan læse meget mere her