EUX på Bygholm

EUX er en kombinationsuddannelse bestående af uddannelsen til landmand og en række gymnasiale fag. Bygholm Landbrugsskole har indgået et samarbejde med HTX Learnmark Horsens om uddannelsen, sådan at eleverne bor på Bygholm, og har alle de landbrugsrelaterede fag her. 2-3 dage om ugen undervises på HTX i gymnasiale fag. Som elev bliver man derfor både en del af kostskolelivet på Bygholm og studiemiljøet på HTX.

Målgruppen for uddannelsen er elever, der gerne vil have den faglige og praksisnære uddannelse til landmand, men som samtidig ønsker de mere teoretiske gymnasiale fag, som åbner lidt flere døre til videre uddannelse. Med EUX-landmand får man de høj-niveau-fag, som giver adgang til f.eks. dyrlægestudiet på Københavns Universitet eller til Agrobiologi på Århus Universitet.

EUX-landmand giver også gode forudsætninger for at tage Landbrugets Lederuddannelse, hvor der er fokus på ledelse og økonomi. Denne kombination med de almenteoretiske gymnasiefag giver en rigtig god ballast for at blive en dygtig leder i fremtidens landbrugsvirksomheder.

Du kan høre meget mere om indhold og struktur i uddannelsen på Bygholm Landbrugsskole. Vi klar til at gennemgå din uddannelsesplan og fortælle flere detaljer om fag og forløb.

Se også en lille film om EUX her