Elever og landmænd mødte hinanden med stor succes

13-10-2017

Læremestre på udkig efter elever, og elever på jagt efter deres kommende praktikplads til Bygholms første Mød-hinanden-event

Hvordan får man gjort opmærksom på sig selv? Om man så er landmand, der mangler elev eller elev, der mangler en landmand til næste praktik. Med et nyt initiativ – en minimesse, hvor læremestre og elever kan møde hinanden, prøvede Bygholm at hjælpe begge parter, og det blev taget godt imod.

Borde var linet op og elever sad forventningsfulde parat, da landmænd fra nær og fjern kom for at gøre opmærksom på, at de søger elever eller faglærte landmænd. Andre deltog for at udbrede kendskabet til deres virksomhed hos de kommende landmænd og bakke op om initiativet.

 

Øjnene op for EUX
For Margrethe og Eskild Olesen var ”Mød-hinanden” oplagt at deltage i. De står og mangler en faglært landmand, og normalt laver de opslag til Jobstafetten og spreder budskabet i deres store netværk. Men nu prøvede de det nye initiativ som et supplement til de andre metoder. Og selvom det ikke var de elever, der bliver færdige til januar, der var flest af til arrangementet, fik de alligevel input med hjem.

”Det var rigtig godt. Vi havde håbet på, at der var flere af dem, der er kommet langt i uddannelsen, der var med, men vi fik snakket med nogle rigtige gode EUX-piger, som først er færdige til sommer. Så nu overvejer vi, om vi skal søge om sommeren fremover,” fortæller Margrethe Olesen.

 

Nemt at falde i snak
Også de elever, der deltog, havde forskellige motiver: Nogle mangler elevplads, andre bliver snart færdige som faglærte landmænd og skal have deres første job. Og så var der dem, der brugte lejligheden til at netværke.

Ifølge Ida Stegmann, der er grundforløbselev og på jagt efter en praktikplads, var mød-hinanden-eventen en god oplevelse.

”Det var virkelig godt, for det kan godt være lidt svært at tage kontakt til fremmede over telefonen til at starte med, men her kunne vi bare gå hen og snakke med dem, så det var slet ikke akavet,” fortæller hun.

En del af eleverne gik rundt i små grupper, og det fungerede rigtig fint, mener Ida Stegmann, for så kunne de supplere hinanden og nogle stillede spørgsmål, som hun ikke selv havde tænkt på. Det betød også, at Ida kom til at snakke med nogen, som hun ellers ikke ville have snakket med.

”Selvom jeg er interesseret i en praktikplads, hvor der er kvæg, snakkede jeg også med nogle af dem, der havde planter og svin, og det var også ret spændende.” Ida Stegmann

Og Ida Stegmann fik bestemt noget ud af eventen; hun fik lavet en aftale med en landmand om at komme på besøg – og hun var velkommen til at tage vennerne med, så de også kunne se gården.

Idéen kom fra landmænd
Selve idéen til ”Mød-hinanden” opstod, da to svineproducenter tog kontakt til Bygholms uddannelsesvejledere. De oplevede, at det var svært at rekruttere elever, fordi det ikke er helt så populært at arbejde med svin som med køer blandt de unge. Heller ikke selvom de kunne tilbyde rigtige gode vilkår og en attraktiv beliggenhed.
Samtidig var de i tvivl om, hvornår det egentlig var det helt rigtige tidspunkt at søge efter kommende elever.

”Mød-hinanden” bliver holdt på Bygholm igen til foråret.