Agroassistent – et kursusforløb for ledige

Har du lyst til at arbejde med dyr i en branche, der mangler dig? Bliv agroassistent på 5 måneder.

På kurset lærer du at passe grise. Du behøver ikke tidligere at have arbejdet med dyr eller med landbrug.

Du kan blive agroassistent på et fem måneders kursus, der veksler mellem teori på landbrugsskolen og praktik hos en svineproducent.
Som agroassistent opnår du et fagligt niveau, der fører videre til spændende og udviklende jobmuligheder i en branche med mange ledige jobs.

 

Krav til dig, der vil være agroassistent

Det er ikke din uddannelsesmæssige baggrund eller dine joberfaring, der tæller, så kurset er en oplagt mulighed for at skifte branche.
Til gengæld skal du:

  • Kunne lide dyr
  • Tale og forstå dansk
  • Være en stabil medarbejder

Hvordan er det at være agroassistent? Se videoen – måske er det noget for dig!

Du kan også læse om tidligere kursister, der nu er agroassistenter:

Læs om tidligere kursister, der blev færdige som agroassistenter
Om Lene, der skiftede fra pædagog til agroassistent
Om Lasse, der med det samme kom i job på et stort avlscenter 

Kursets opbygning

Modul 1: 6 uger
3 uger på landbrugsskole og 3 uger i prak­tik hos en landmand i dit lokalområde.

Målet er, at du får en fornemmelse af, om arbejdet i en svinepro­duktion er noget for dig. Du får en grundlæggende viden om landbrug som branche og arbejdsplads. Du lærer også om grisens behov. Og så oplever du det daglige arbejde i stalden.

Hvis ikke arbejdet med grise er noget for dig, kan du stoppe efter modul 1.


Modul 2: 14 uger

Undervisningen foregår skiftevis på skole og i praktik.

Hvis du vælger at gå videre på modul 2, kommer der for alvor fokus på fagligheden. Modul 2 giver meget mere faglighed og du udvikler dine færdigheder, både gennem teori på skolen og gennem praktik i stalden.

​Målet med forløbet er, at du lærer om:

  • Hygiejne
  • Sikkerhed og arbejdsmiljø
  • Sundhed og velfærd
  • Medicinhåndteringskursus
  • Foder og fodring
  • Staldteknik og data (registrering og håndtering)
  • Reproduktion

Skoleforløbet slutter med et projekt og en prøve. Praktikdelen slutter med en evaluering af dine praktiske færdigheder. Du får et kursusdiplom, der tydeligt beskriver de læringsmål, du har opnået.

Du kan vælge at læse videre

På kurset kommer du igennem pensummet om svineproduktion fra første trin af landbrugsuddannelsen. Det betyder, at der er fokus på at skabe specialviden inden for svineproduktion, og du bliver klædt på til at indgå i arbejdet i stalden.
Kurset giver merit, hvis du har lyst til at videreuddanne sig inden for landbruget senere.

Sådan kommer du igang

Se startdatoer i boksen til højre. Kurset udbydes gennem lokale jobcentre.
Ønsker du mere information, kan du kontakte:

For kurser i Jylland:
projektleder Irene Simonsen, tlf. 5356 3012
Mail: irene@irenesimonsen.dk

For kurser på Fyn:
Rene Pedersen, tlf. 2759 9410
Mail: rep@bygholm.dk.